Gid jeg var så stærk...

Jeg tror ikke at jeg kan holde mine egne løfter overfor mig selv.

"Tiden heler alle sår" - men ventetiden gør dem kun dybere.

Eller?

Hvorfor tænker jeg stadig på dig som om det var hændt?

Hvorfor drømmer jeg om dig om natten, når jeg gerne vil have dig i min hjerne glemt?

Hvorfor får jeg sommerfugle i maven, når jeg ser dit navn på Facebook?

Hvorfor?

Hvad gjorde du ved mig?

Det som alle de andre.... Men du var bare noget andet. 

Troede jeg?

Eller er du?

Du har forvirret mig godt og grundigt.

Og alligevel kender jeg alle svarene.

Alle.

Næsten.

Undtagen, hvornår, vi to, kan...

genforenes?

Jeg var komplet forelsket.

Er.

Måske...

Det mærkelige var at det var gengældt.

Men åbenbart ikke nok.

Hvorfor siger din hjerne og hjerte dette til dig?

Hvorfor?

Måske var jeg hende som kunne løsne dig fra dine lænker,

og flyve med dig rundt i vores sjæles drømme.

Men det er som om du er skræmt og bange.

Som om du vil virke ligeglad, men ej er det.

Det ved jeg du ikke er. Du er ikke ligeglad.

Men du er heller ikke glad.

Er det alt sammen på grund af hende?

Hvorfor skal hun have evnen til at tryllebinde dig og 

give dig hjertesorg, når jeg kan gøre dig fri og lykkelig?

Fri i min kærlighed, lykkelig i vores kærlighed til hinanden.

Sammen.

Hvorfor kunne jeg så fucking godt se os to sammen!?

Hvorfor?

Det kunne du jo også... 

Kunne du ikke?

Gid jeg kunne hele såret i dit bryst, med mine kys.

Gid jeg kunne knuge dig ind til mig, og hviske dig i øret 

at netop os, vi to, det var skæbnen.

Som om det sker.

Og som om det er skæbnen.

Men hvorfor, skal to mennesker, som er tiltrukket af hinanden

og kan lide hinanden stoppes...

på grund af en anden som der var engang?

Burde det ikke være sådan, at man kunne besejre smerten inde i sit bryst?

I sin mave.

I sit hoved'.

Der må være en mulighed?

- En mulighed som kun jeg ved, 

som kan befri dig fra dine lænker...

Gid jeg var så stærk.

Mariah Carey - We belong together