Frihedsdommen
Hun sad lænket til stolen i det julepyntede klasselokale. Ingen så hende udover lærens borende blik. Det var som om at vores karaktere allerede lyste ud af hans øjne. Hun tænkte over om han nogensinde tænkte tilbage på sin til i skolen hvor han garanteret var et geni til alt. – Sikkert.
Så drikker han sin kaffe imens han skuler lige hen mod hende med et stikkende hult blik. Hun skuler tilbage og føler som om hun lever i ”Bigbrother is watching you.”
Hun kunne havde være blevet befriet. Men fordi hun ikke lige fandt den rigtige svejser til at befri sig fra lænkerne, måtte hun lige svejse dem sammen igen og blive dømt til at sidde og se de synlige mærker fra den tidligere svejsning.
Nu blev hun trodsig. Stædig. Helt gal. Så hun besluttede sig for at sidde lige indtil sidste minut i lænkerne, omgivet af de andre slaver som kløgtigt og dygtigt arbejdede hurtigere og hurtigere.
Det gav faktisk mening for hende i 120. Omgang. Men det var som om at det hele blev suget ud af hende på nogle få minutter, da hun satte sig ned og ville kæmpe. - For der hvor hun sad, var man nødsaget til at sidde ned og kæmpe da lænkerne var alt for tunge og alt for omklamrende.
Han sidder så flittigt og retter alle vores dumheder igennem. . . tænker hun og bevæger hovedet i takt til den lidt for høje musik der maser sig ind i hendes øregange.
45 min. Til dørene åbner og vi får lov at træde ud i den endegyldige verden som testede mennesker.
Som mennesker på prøve. Som mennesker der bliver bedømt på deres viden om endegyldige ting.
Så rejser hun sig op med et stærkt opgivende blik i de mosefarvede øjne. Hun rejser sig for at ruske i lænkerne, så hendes lemmer ikke skal sove til døde. Hun har uro i lænden og hele vejen ned til hendes ben. Hun vil bevæge sig, men ikke ud af lokalet. Der er alligevel en påtaget hyggelig stemning.
Hun undre sig over at han ikke reagerer på hendes kolde fingre som trykker på de mange taster på tastaturet hurtigt og hårdt. Han er jo ligeglad. Han ser bort fra det ikkeeksisterende håb.
Der er altså et eller andet over åbne kladdehæfter som bare udstråler; kunst. Måske fordi at en kedelig side bliver overdekoreret med tegn og tal som egentlig er ligegyldige alligevel. De ved at de bliver glemt om ikke så længe, frivilligt eller ufrivilligt. Kladdehæftet bliver jo altid tilsidesat. Bogstavelig talt. Tænk over det, eller skriv det ned…
Så er der præcis en halv time tilbage af hendes prøvetid. Hendes blære er fyldt op og hun er afslappet i stolen men både fryser, frustreret og skal tisse. Hun er påtaget rolig og hun trækker vejret langsomt og roligt, som korte fnys.
Hendes kolde hænder får hendes topmave til at fryse, da hun omfavner sig selv. Inderst inde trøster hun sig selv med Bob Marleys vise ord: ”Don’t worry. – Be happy!”
Han går koldt forbi hende som en tinsoldat, der lige er trukket op. Han overser… Han vælger at overse, at hun rent faktisk ikke laver det om andre gør. Gemmer sig for virkeligheden i hans kaffekop. Gemmer sig for virkeligheden som en trædukke med udtryksløst ansigt.
De er lige stædige. – De kan ikke samarbejde, som de skal. De ved ikke om de skal kæmpe eller ende kampen, for er den overhovedet begyndt..?
Det sjovt som hun ikke overser, at han overser det, som der ikke kan overses.
1 minut i et kvarter. - Befrielsen er nær! Frihedsdommens kavaler, smiler til mig, fordi han ikk’ kan lade vær’.
Hvorfor..?
Fordi han vidste at han skulle sige at det nu var forbudt at forlade lokalet, hvis man havde løsnet lænkerne. Han grinte indvendigt, fordi han gennemskuede min åbenlyse plan og fryder sig i noget, der ikke kan frydes over.
Nå ja… Fik jeg sagt at han var en mand?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar