Der var en anden pige, engang. Hendes drøm var at leve op til livet.
Så var der en dreng, engang. Han ville give alt for at se sin fars øjne stråle af kærlighed, for det havde han aldrig set. Den første pige forlod sit liv med et smil. Et smil som hun ikke selv kendte til.
Og bla, bla, bla. Hvorfor har jeg ingen inspiration overhovedet!?
Hvorfor er mit skriveri gået i stå? - Er det fordi at jeg har det for godt? Må man nu ikke have lov at glæde sig lidt over livet? Tssshh, åbenbart ikke... -_-'
Jeg er super rastløs, efter at projektopgaven er afleveret. Savner at have et projekt at grave mig ned i!
Og så er jeg træt af misundelige piger. Misundelige piger, de er grimme. Jamen, det mener jeg! De kan være gudesmukke, men ligeså snart misundelsen erobre deres ansigter og hele deres aura, bliver de noget af det mest grimme og kolde. De krummer deres ryg, tør ikke føre blikket op mod én og se én i øjnene. Og deres øjne; er alt andet end frygtløse. Deres kolde facade, som viser et falsk sukkersødt smil, og deres øjne der ikke ser ud til at stirre, men i virkeligheden stirre så fuldkomment, at de helt glemmer og trække vejret. De vil så gerne frembruse nogle spydige kommentarer, men sommetider når de at tænke sig om. Andre gange overrasker de dem selv, men ikke deres "ofre". Puh, for søren! De er røget direkte ud af mit pumpende hjerte og ud i ligegyldigheden; hvor de kan få lov at have så skide ondt i røven pga. andres liv og væremåde. Men der er én ting de skal vide: Når først man har pisset på på mig... har de allerede mistet en stor del af mig i dem og dem i mig. - Jeg kan tilgive, men glemmer aldrig! Og det er jo bare synd for dem..! (:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar