Jeg bliver ALDRIG jeres nikkedukke.

I dag har jeg grædt som pisket...
Igen har man fundet ud af at man har en svans til en far. En far som ikke kan holde sin kæft og en far som mangler al form for empati. Jeg er så vred, så ulykkelig, så knust og så målløs. Men ikke mindst er jeg skuffet. Skuffet som bare pokker! Og jeg vil aldrig, aldrig nogensinde glemme det.
Jeg har mistet den sidste smule respekt, som jeg havde for ham som siges at være min far... Men mere minder om en bedstefar, som bare går og hygger sig helt uden bekymringer og bare går og laller livet igennem. Jeg når aldrig at være glad, før han kommer og spolerer det hele. Hele gnisten ved min hverdag. - Pist forsvundet, ligeså snart han åbner munden. Men sådan er det ikke altid. Men hvorfor skal det så være så tit?! Jeg var trøstesløs. Er det stadig. Jeg tilgiver, men jeg glemmer aldrig. Og det er svært at tilgive dig, netop for dette. Jeg ved at du har det dårligt nu... Men nu er det slut. Min medliddenhed og bekymring for dig skal forsvinde, for hvor er din faderrolle for mig, når jeg har brug for dig? Du har aldrig været der for mig. Aldrig. Heller ikke for min mor.
Og det værste er at du ikke engang kan se, bare som fornemme, dine egne fejl!
Du er som to personer og man lever i uvished om hvornår du er den ene eller den anden.

Og nu er jeg ordløs. Vil ikke tale med dig. Du er ikke et dumt menneske, bare et menneske som er opvokset med ingen empati, ligesom dine sønner. Og jeg er træt af at i bliver ved med at tro at jeg er eller bliver en dag, jeres nikkedukke.   
For jeg bliver ALDRIG jeres nikkedukke! ALDRIG.

Jeg er min egen.

- Så lad mig da for fanden

 gå min egen vej!

Helt uden at hverken du 

eller de skal styre mig!

Og lige et ganske simpelt og ganske enkelt spørgsmål til mine brødre:

Det er ikke for sjovs skyld eller et smukt minde at mit hjerte har dedikeret denne sang til jer...