.GLAD PMS.: Lad os tage en overdosis af.. "os".

ADVARSEL: Der kan forekomme seksuelle toner i denne prosa-tankestrøms-essay-lyrik.

Mærk mig bare en enkel nat. Føl mig, mærk min krop. Ikke se, blot røre. Leg din yndlings leg... med mig.
Hvis bare en enkelt nat, hvis bare én enkel at, du så mig. Så mig, mere end du nogensinde har gjort. Hvis du nu bare, lod være med at tænke, ikke på den tanketomme måde, men fordi du lader dig mærke af sjælen.
Men stop nu med det sjælepis! - Det jeg bare vil have er dig. Ikke hele livet, bare én eneste enkel nat. Jeg forlanger ikke mere, og jeg er ærlig talt træt af at kæmpe! Bare én enkelt nat. En lang nat. En overdosis af en lang nat, med ingen tanker, kun sitrende, strømmende følelser og ren fantasi. Ingen tanker, kun lyst, liv og leg. Ingen tanker, kun besat liderlighed, rivende negle og mærker på hud.

RØR MIG!

Rør mig, som dine hænder aldrig har taget på mig før.
Udforsk det hele, det er kun med dig jeg vil dele.

OG!

Lad os være fuldkomne bare én enkelt nat.
Lad os være fuldkomne. Fuldkomne. Lad os fuldkomment blande vores varme sammen. Med hinanden. I støn, der udtrykker "Det at holde af hinanden, mere end nogen kan forstå..".
Lad os nu det, være fuldkommende, i denne endeløse nat.

LAD OS!

Ingen ord, kun lyde som får os til at hungrer efter hinanden, i takt med vores hastigere åndedrag. Kun tonerne, stemmerne, men intet andet, ingen ord.

Lad os tale i tunger! Men uden ord i vores egen tungedans.
Få mig til at blive vild, levende, flydende, stønnende, flyvende.
Du gør mig afhængig, og det er kun dig der må tag. Skal tag. Dig. Mig. Vores varme.

Der er ingen som dig. Ja, jeg ved det lyder kliché... Men hvem kan gøre for at sandheden er brugt, op til flere gange? Hvem kan gøre for at det man tænker og så gerne vil sige højt, er brugt nogle gang før..?
- Ingen. Hmm... måske befolkningen af mennesker på denne CO2-destrueret jord.

GENOPLIVE!

Men nok om klima og miljø! Nok om ord, længsler og lyst.
Det eneste som jeg ånder for når du er nær mig, er en nat som denne i lyst og leg.
Men med sådan en dyb følelse af noget der er; tæt på er mere end én enkelt nat, men set langt fra; er to unge mennesker med en stærk kemi... og det var så dét. Det bliver så det. Aldrig.

Nu er det stoppet. Det er dødt. Det er forbi. Og jeg prøver, så dum jeg er, at genoplive alle de manglende, livløse stumper af vores "venskab". Vores underlige, forunderlige, fantastiske, fucking-spastiske "venskab". "Forhold". "Os to". "Fortid".

FORTIDEN!

Bekendelser har vi alle. Dem går vi alle rundt med. Vi bærer og slæber vores fortid med os, som bylten på en vagabonds ryg. Min bekendelse til dig er: Du har aldrig.. Nej.. Min bekendelse er: Han har aldrig set så godt ud som i dag. Aldrig.

I NUTIDEN!

.....

RØR MIG, OG, LAD OS GENOPLEVE, FORTIDEN, I NUTIDEN!

.....

Lad os tage en overdosis.... af os to.
- Så vi får rigeligt og nok, af hinandens hinanden.