Ser du.. jeg har faktisk fundet mig i meget. Rigtig, rigtig meget. jeg har ladet ham træde på mig, tvære mine følelser rundt i hovedet på mig og slået tårerne ud på kinderne. Ved du hvad der er rart? - At være ovre ham. Ja, for det er jeg sku. Både som ven og det vi aldrig blev. Ja, og nu er det sku alvor. Jeg har slettet ham på Facebook, slettet hans sms'er, hans nummer og minderne om ham betyder ikke nær så skide meget som før. Det er rart. Rigtig rart.
Det er nu som om at det bare var et kapitel i mit liv... Et meget langt kapitel. Et kapitel med gentagelser, masser af points of no returns og en heeel masse frustrationer. Men jeg har fandeme også fået lært noget! Ikke fordi jeg skal takke ham, for det skal jeg fandeme ikke! - Men jeg HAR lært en masse.
Ja, sku! Han har ændret mig og mit syn på, ja nærmest alt. Det er ret vildt. Tænk at han skal have den ære... Hmm.. Men det er dét jeg tror på! - At der er en mening med ALT i livet. Både det gode & det onde, det lette og det hårde... Der er altid en mening! Også selvom han har været indblandet så meget i meningen. Nu er det slut. Helt kaput. væk. For evigt. Arrrh! Det troede jeg virkelig aldrig at jeg ville finde styrke til!? Finde styrke til at, bare sådan uden videre, slette, destruere og glemme mindet om ham... bare glemme ham, cutte ham, smide ham væk og ud af mit liv! Sådan dér.
Han har lige haft fødselsdag. Jo, selvfølgelig er det underligt. Mærkeligt. Sært... Fuldstændig fucker surrealistisk at jeg ikke tog med til festen.. 20 år. Jo, det var helt skudt i hovedet... men et pletskud. Jeg skød rigtigt. Og fuck, hvor er jeg stolt af mig selv! For helvede mand... endelig fattede mit hjerte at jeg ikke fortjener en fløjtende fis af hvad han ikke giver mig. Hans venskab er jo ikke et venskab.. det er en tom skal af forestillinger. Sorry, jeg mener; var en tom skal af forestillinger. Egentlig var det jo aldrig rigtig et venskab. - Selvom det desværre betød mere end noget andet for mig på dét tidspunkt.
Jeg er kommet over ham, vores venskab, det vi altid skabte en snert af men aldrig fik helt, vores minder og ikke mindst hans personlighed på en meget mere voksen og moden måde end førhen, hvor jeg har prøvet for-fucking-gæves. At samle alle minderne i blogindlæg og skrive lyrik om én som aldrig har fortjent ét eneste ord der er betydningsfuldt fra min side af. Realisme; det er hvad han har vist og lært mig. Realisme. Har jeg egentlig nogensindet betydet noget særligt for ham? Sådan.. rigtig særligt. Han er sikkert ikke engang ked af at jeg nu har cuttet ham. Det kan være at han først finder ud af det om flere måneder! Men jeg er ligeglad. Jeg har bare gjort det som jeg skulle have gjort for længe siden; få ham væk fra mit liv og mine tanker. Men åbenbart var det først nu at jeg kunne. Er det sundt at vente, til når man selv er parat til at give slip, selvom ALT inden i én SKRIGER på at gøre det når man mindst er klar..?
Det må jeg finde ud af senere. Eller.. hvis jeg gider.
Jeg er videre, og det føles.. Stop.
- Det føles bare normalt.. for det er normalt for mig nu!
Det har været en indre kamp, helt sikkert, og nu tager jeg sku hatten af for mig selv!
Du må have et dejligt liv med gå-på-mod, Albert! :)
Gøgl skal ikke længere være dit og mit tilsammen, men vores hver for sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar