Okay, her de sidste to dage har jeg bare været.. tjah, rent ud sagt: HERRE GLAD!
Hvorfor? - Jo, fordi jeg faktisk egentlig synes at det hele kører på skinner!
Min mor kom hjem fra den 3-ugers-tur til familien i Norge her i onsdags og da jeg ringede og sagde jeg var blevet syg på teambuilding-turen og havde brug for C-vitamin-dråberne (som virkelig er et mirakelmiddel og slår forkølelsen ihjel) så begyndte jeg at savne hende helt sindssygt!!! Og hun ville heldigvis køre helt til Tølløse, selvom hun havde en aftale med en veninde for at se mig! :') Årgh, hvor var det dog dejligt at se hende igen! Men fordi min mor er min mor så havde hun en heeel masse gaver og godter med fra Norge og jeg blev ved med at skulle vælge mellem at sige "blød" eller "hård" - overraskelse. Det blev bare ved og ved og jeg fik nogle LÆKRE leggins, trøjer, et halsterklæde der er mega nice til den ene trøje og norsk budding samt den bedste vaniljesovs! MUUUMS! :b
Fårk, mand... Da jeg var syg med hjernerystelse hos far, savnede jeg bare de der: Nååårh, pussenusse, hvor er det synd for dig, skat..! - moments. Dem fik jeg ingen af. MOOOOAAAR KOOOM! :O
Men jeg kan kun være sammen med hende i en time fordi der DSB så ville komme og lave et eller andet foredrag om deres tilbud og hvad det bedste ville være for os mht. at køre med tog frem og tilbage. Men så ville min mor sku blive og hjælpe mig med at rydde op på værelset imens!!! - Jeg havde lovet mig selv at min mor virkelig ikke skulle hjælpe med at rydde op her på efterskolen, men vi har efterskolefest i dag og jeg kunne bare ikke overskue det. Så hun pakkede også mit vasketøj sammen og ville hjem og vaske det. Hun insisterede ligefrem. Det havde jeg også lovet mig selv at min mor i hvert fald ikke skulle gøre! (Men fristende er det.. og man har svært ved at sige helt nej...)
Men jeg giver så udtryk for at jeg er rigtig ked af at vores værelse ikke er sååå hyggeligt endda og meget mørkt. Og hvad tror I så der sker? - Min mor forvandler hytten på to timer til en af elevbyens fedeste værelser, mand!!! Der er total dekoreret og virkelig feeedt! Og vi har også fået virkelig meget ros for værelset og fået af vide at det er hyggeligt herinde..! ((:
Senere på aften, klokken 20:00, der kom alle de dejlige piger fra min kontaktgruppe (F) ind på værelset og vi ville holde et lille "trivsels-pige-møde" hvor vi lære hinandens svagheder, sorger og bekymringer at kende for at få støtte, dele det og komme ud med det. Det var noget af det mest rørende, mindeværdige og voldsom følelsesladet jeg nogensinde har været vidne til! Jeg fortalte min historie om mine forældres sygdom og hvordan jeg havde det i den tid. Jeg fortalte at min far får svar i dag om han stadig er rask eller om han er blevet syg igen og jeg fortalte at jeg havde fået min far til først at ringe og sige resultatet mandag, efter festen og weekenden og de glade stunder, for tænk hvis det er et dårligt resultat... Jeg blev holdt i hånden af søde Emilie og min roomie Isa, lagde hovedet op af min arm og sin hånd på mig. Alle lyttede intenst. Og jeg er lige ved at græde nu fordi jeg tænker på det. Jeg fik virkelig åbnet op. Fortalt min historie og de var alle helt chokeret over hvor glad en pige jeg er når jeg har været så meget igennem. De fortalte mig at jeg var en meget stærk pige! Og hvor flot det er at jeg altid er så positiv, selvom jeg har gået det her igennem.
Søde Stine spurgte om om vi ikke allesammen kunne tage hinanden i hænderne, fordi hun ikke kunne nå min hånd. Såå sødt. Vi sad bare i en meget ujævn rundkreds, nogle i min seng, andre på gulvet eller stole og holdt hinanden i hænderne mens jeg fortalte det hele. Jeg følte så meget støtte og kærlighed. Og jeg sad bare og så rundt på pigerne og tænkte: Dem her kan jeg ikke slippe om et år. Jeg kan ikke. Det vil være så grusomt at give slip!
Jeg holder allerede rigtig meget af dem og endnu mere efter i går! Vi blev alle enige om at vi er en af de bedste kontaktgrupper. Og virkelig; det handler ikke om at vi er de bedste i sport, konkurrencer og udfordringer (det er vi godt nok heller ikke..) eller om hvilken gruppe der har de mest populære og kendte mennesker; det her handler om mennesket, kærligheden, støtten, frygten i at sige noget højt fordi man tænker for meget over hvad de andre vil tænke, men så alligevel tør at give slip, fordi det går op for én at det værste der ville ske var at de andre ville sidde og græde med! Sådan er vores gruppe. Den er FANTASTISK! Og jeg er bare SÅ glad for at jeg er kommet med ind i den. Og vores kontakt/familie-lærere er også bare fantastisk dejlige og støttende!
Jeg er glad, spændt på festen i aften, nervøs for min far og lykkelig for at jeg er her på Slottet; på én og samme tid! Det skal nok gå. Jeg vil ikke tænke på 'hvad-nu-hvis' at min far bliver erklæret syg igen.. jeg kan ikke holde tanken ud. Angsten i at skulle miste ham. Også lige i det her år. Det lyder egoistisk, men jeg vil bare SÅ GERNE have et år hvor jeg får ro. Til at tænke, finde ud af livet og mig selv, til at være afslappet og grine, græde af små ting og have det sjovt og ubekymret! Jeg elsker min far overalt på jorden! Jeg ved ikke hvordan jeg ville reagere
... Jeg brød lige fuldstændig sammen. Er tilbage igen nu.
Jeg er bare så nervøs! Blog, jeg ved ikke hvorfor det ligger så skjult i mig og at jeg ikke tænker over det så meget og at jeg ikke mærker at jeg er ked af det mere når jeg fortæller folk om det, men inderst inde har det givet mig et chok for livet. Et kæmpe chok. En skræk, en angst, et tomt rum som aldrig kan fyldes med andet end tomhed. Jeg hader at man ikke ved hvad skæbnen vil bringe! Jeg hader at jeg allerede har været så meget igennem i allerede en så ung alder. - Jeg hader det ikke, det har udviklet mig som person, men det er uretfærdigt og forfærdeligt, for at være på min egen side.
Ord jeg nedskriver her kan aldrig beskrive den store sorg jeg går rundt med, langt inde i mig, skjult og gemt. Når jeg kigger på nogle af ordene føles de tomme og uden værdighed til det jeg prøver at beskrive. Det er i dag han får det af vide. Jeg skulle have været med op på hospitalet. Mit hjerte kan ikke bære at forestille mig hans ansigtsudtryk, hvis svaret er dårligt. Han vil blive så ked af det. Min far er så følsom, men han er også så stærk. Selvom man tvivler på det så er han stærk. Meget stærk.
Jeg elsker dig, far. Vær' stærk. Så vil jeg være det med dig. Kys.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar