Skrevet stille i en stilletime.

Så langt væk du er fra mig. Lever to liv, ens men for sig. Har du tænkt på mig?
Har du villet mærke mig? Har du åndet og levet for en dag med mig i dine tanker?
Har du sunget din sang, har du sat dit hår op i en knold og tænkt på mig når elastikken sad godt fast?
Har du villet have at jeg skulle være din? - Har du tænkt på at omfavne mig og kalde mig for din?

Se... når jeg er som jeg er nu, så kan man høre i mit headset at jeg er som jeg er nu.
Alle sange jeg høre og alle tekster jeg skriver er om netop hvordan jeg har det nu.

Timingen er legesyg. 

Den er let og legende, men svær at slippe.

Den skulle få os begge til at falde pladask, den skulle også lige hentyde at der rent faktisk kunne have været en chance, hvis ikke vi begge fløj afsted på egne vinger i hver sin retning, i hver sin del af landet, på hver sin skole med hver vores venner. 

Finder du en anden?

Gør jeg?

Venter du?

Gør jeg?

Har du tænkt over det?

Jeg har.

Har du overvejet nogle ting?

Jeg har.

Ved du hvad jeg gjorde i dag?

- Jeg sendte et brev til dig.

Ikke et sukkersødt ét, men bare et brev.

Det betød noget for mig at skrive det.

Betyder det noget for dig at få det?

Betyder det noget for dig at se mit navn bag på kuverten?

Hvordan vil du reagerer?

Vil du blive glad?

Overrasket?

Vil du få sommerfugle i maven?

Vil du tænke, oh shit, fordi du har fundet dig en anden?

Jeg ved det virkelig ikke.

Jeg vil så gerne være en flue på væggen.

En summende lille flue med den følelse som summer i mig,

 og som har gjort det lige siden den aften.

Og den morgen.

Og den skypesamtale. 

Hvis jeg sendte dig et luftkys, ville du så fange det?

Ville du så fange det med dine musiske hænder, 

eller ville du lade det suse forbi dit flotte hoved?

Dit skæve smil, giver mig kulder i maven.

Jeg vil bare så gerne snakke med dig. 

Høre din stemme.

Er jeg blevet helt forbigået i dine tanker og drømme?

Er jeg bare hende du engang synes var sød.

Din havfrue.

Din sirene.

Engang var du min sømand.

Vil du stadig leve i verdenshavene for at finde mig?

Tør du slippe roret og synke dybt for at se mig igen?

Skal vi bytte roller?

Du har min stemme, du kan synge mig i fordybelse af min fascination...

Hvad kan jeg?

Giv mig svar. 

Lad mig lokke dig med mit blik, 

ned i dybet i min favn.

Lad mig drukne dig i mit begær, 

lad mig holde dig nede med min kærlighed.

Lad mig studere dit ansigt, som om du var den mest specielle og smukkeste muslingeskal.

Lad mig føre dig ned til mig og lad os svømme sammen.

Jeg vil vise dig alt jeg ved om havets bund,

selvom jeg ved at du ville kunne lære mig meget mere, end hvad jeg kan lære dig.

Jeg føler mig tryg og utryg på samme tid, men havet er mit vante sted, men hvad med overfladen?

Der hvor du hører til, tør jeg det..?

Vil du stadig have at jeg tør..?

Jeg vil gerne for din skyld, som også er min.

Jeg vil gerne, hvis du vil lade mig vise dig bunden af havet først.

Min sømand, stol nok på mig til at lade mig drukne dig!

Som selvmord, bare uden døden, men kærligheden, nærværet, du og jeg i stedet...

Lad mig!

Kom herned...
og bliv ét med mig!