Sommerfuglene i maven summer og mit hoved er begyndt at sige at jeg godt kan.
- Hvorfor? Jeg tror det er fordi jeg brænder for det. Fordi flammen inden i mig er tændt på fuld volumen igen. Men måske også fordi nu er tiden der til det. Det er nu der skal øves, prøves og udføres.
I en periode har jeg været kiddie-punker, så flipper også en lille bitte smule rasta, men det er nu skuespils-verdenen jeg finder allermest ro i. Faktisk er det eneste miljø hvor jeg finder ro, men samtidig brænder for noget højlydt.
Det er dér.. her.. jeg hører til! Det ved jeg bare og det har jeg altid vidst.
Ja, jeg er ikke god til alt det faglige med lige en undtagelse i dansk. Og ja, jeg er doven og er meget følsom overfor modstand. - Men det er noget der skal læres! At jeg skal som min mor siger det: "Få lidt mere hård hud". Og det er sandt. Jeg ved det selv. Men når jeg sidder og kigger op på den scene, så svinder jeg hen i en helt anden magisk verden, hvor jeg bliver opfyldt med kærlighed og ja, noget der ikke kan beskrives. Jeg MÅ bare op på dén scene en skønne dag! Det MÅ jeg bare.
Og lige dér og lige nu.. i dette øjeblik.. så vil jeg gøre alt, kæmpe i årtier i dryppende sved blandet med tårer, fordi det er dét jeg vil. Ingen kan tage skuespillet fra mig. Ingen. Hvis jeg ikke kan spille teater, så kan jeg aldrig leve helt. Det er en del af mig og det har det altid været.
Jeg har travlt. Morgenmaden kalder. Skal danse til et 80'er nummer med 3 andre foran efterskolen i dag. Det skal da nok blive... æh, spændende? Haha!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar