Lige nu.

Sagen er den at der er blevet smidt 8 af vores venner hjem på en "tænker". Dvs. at de er sendt hjem, for at lærerne kan afgøre om de skal blive på TSE eller ej. Hvorfor de er blevet det, er fordi de på den forbandede "J-dag" gik ned i byen og drak nogle juleøl. Hele skolen er pyntet med sedler om at vi savner dem, at vi håber de får en chance og at TSE ikke bliver hel uden dem - fordi vi mangler nogle i vores "familie"!

Stemningen blev strak  dårlig og nogle af os har grædt. Der er blevet lavet en video hvor følelser er blevet udtrykt, en sang hvor en af de "hjemsendte" har udtrykt sig og sagt at han gerne vil "hjem", og selv salaten var sat op sådan en måde, så der stod at "Vi savner jer."  

De sidste skal til samtale i dag. Nogle af dem var i går. Vi håber allesammen på det bedste!!!❤ 

Vi savner dem! :'( At se drengene græde... det var alt for underligt og smertefuldt.

Udover det har jeg haft køkkentjans hele ugen, og hold kæft hvor er jeg skoletræt! Det må jeg være hvis jeg synes at dét at rydde op efter andre og gøre mad klar til folk, er langt federe end at sidde i et klasselokale og præstere..(!!!)

Også er Sarah blevet i tvivl (som altid) mht. kærligheden. Jamen, selvfølgelig skulle det jo ske!?

Jeg prøver at leve i nuet og nyde det, men jeg er så bange for at holde mig selv og ham for nar. 

Det jo åndssvagt, for jeg er forelsket i ham! Jeg elsker ham. Vi er tætte, fordi vi var bedste venner før.. Folk synes vi er "det perfekte par" og at vi ser så søde ud. - Og virkelig... det gør vi jo! Jamen, for at være ærlig. 

Jeg har også fået af vide at mine øjne stråler når han er i nærheden. Jeg får et voldsomt stik af en sommerfugl, når han kysser mig helt spontant. Jeg tænker på ham hele tiden. Selvfølgelig er jeg forelsket! Men det er jo standard for mig at jeg skal begynde at tvivle. Jeg er måske bare så usikker?

Hvis jeg forestiller mig at vi skulle slå op, enten ham med mig eller jeg med ham, så kan jeg mærke på mig selv at jeg ville blive så latterligt knust! Jeg kan slet ikke holde tanken ud om at skulle undvære ham og miste ham på den måde!!! Jeg afskyr ligefrem tanken om ham, med en anden pige. Det giver mig virkelig en afsky i mit indre. Ikke fordi jeg er bange for at han vælger en anden frem for mig elle fordi jeg er jaloux, men det er bare tanken jeg ikke kan holde ud.

Han betyder så meget for mig! Men hvorfor skal jeg så reagere sådan? Hvorfor køre mine tanker rundt i denne uendelige cirkel, der bare aldrig vil stoppe??? Hvorfor kan jeg ikke bare være sikker for én gangs skyld?