Intet digt, men uden punktum

Søvnløse nætter, hvor man ligger alene, krammer sig selv, først hårdt, så blidt, men kan ikke finde ligheden mellem dine tag og ens egne, valgt ikke at lave punktum, for dette skal være endeløst, os to, det vi havde skal være endeløst, intet punktum, intet tegn for at dette skulle stoppe, selvom det er så nødvendigt, som noget kan være, lige nu, for det var mig der trak nitten, dig der blev revet væk, før jeg fattede at det alligevel aldrig ville gå, eller ville det, jeg ved det ikke, men jeg ville gerne, så gerne, finde ud af det, det kommer ikke til at ske, sidder og samler tankerne om dig, sidder og dagdrømmer, prøver virkelig at leve mig ind i drømmene i dagtimerne om dig, jeg vil ikke dømme dig, alt er nyt, alt du går igennem er noget som jeg selv går igennem om lidt, om to dage, om snart, jeg ved at vi kun er mennesker, kun er teenagere, unge forvirrede naive mennesker, eller ikke naive, men håbefulde, nok om os, mere om det vi havde, jeg ville ikke give op, det ville jeg ikke, nu tror jeg gerne at jeg vil, for at skåne mig selv og min tid, for ikke at spilde min tid, jeg sidder og blogger og blogger, for det er dét jeg gør, når jeg er nedtrykt, jeg skriver, og det har jeg altid gjort, og rent faktisk skulle dette slet ikke blive til noget virkeligt, men et prosa digt, uden rim, men med følelser, tanker, nedtrykte tanker, nedskrevet i dybe og stærke følelser, i dette indlæg skulle kun inspirationen fra dig være til, men du kom dumpende i mit hovede igen, og ud i mine fingerspidser, ligesom den nat mine fingre rørte din krop,

savner du det, eller var det bare, bare noget, bare noget fra før det nye liv du lever i nu, dette skulle have været et digt, hvorfor blev det ikke det, hvorfor, fordi dine fodspor stadig sidder i mit hovedet, minderne om dig gjorde du for stærke, gjorde jeg for stærke, gjorde livet, tiden, dagen, natten, skæbnen for stærke, derfor